Menu

Sonja Ferlov Mancoba

1964-05-14

Dokumentindhold

Sonja Ferlov Mancoba udbeder sig en forklaring på ændringerne af indholdet i den planlagte vandreudstilling i USA. Hun undrer sig over, at man har opgivet at vise en historisk dimension på udstillingen, således at man kunne skabe forståelse for fremtiden ved at kende fortiden. Hun formoder, at ændringerne skyldes uenigheder mellem de kunstnere, der engang stod sammen. Hun hæfter sig ved, at væsentlige kunstnere fra hendes generation ikke er medtaget på udstillingen og udbeder sig en forklaring, førend hun vil give tilsagn om sin egen deltagelse på udstillingen. I brevet omtaler hun endvidere sit frivillige eksil i Paris. 

Transskription

153, rue du Chateau
Paris 14e
14/5-64
Kunstnerkomiteen for Udstillinger i Udlandet.
Jeg har modtaget Deres Skrivelse af 12 Maj hvori De oplyser mig om at man i sin Tid har modtaget en Invitation fra U.S.A. til at arrangere en Udstilling af moderne dansk Maleri og Skulptur. I sin Tid (af 10 Jan 1964) modtog jeg jo en første Invitation, men der oplyste man mig om at man sammesteds fra i U.S.A. havde modtaget en Invitation til at arrangere en Maleri- og Skulpturudstilling med Værker af de Kunstnere der dannede den danske Gren af ”Cobra”-gruppen. Dette sidste blev opgivet til Fordel en mere positiv og betydningsfuld udvidet Plan om at vise en Udstilling paa et bredere Grundlag med en klar historisk Oversigt over Udviklingen i Danmark. De skrev derom med tilsyneladende stor Begejstring og Haabefuldhed. Jeg kunde kun med glæde takke Dem og billige Deres Anstrengelser, med den Tanke at kun naar man har et klart Syn paa det som er gaaet forud, har man en Chance for at gaa fremad ind i Fremtiden. Naar jeg nu i Dag modtager Deres Brev, hvor hele denne Plan er skrumpet ind, [et-to ord er overstreget] (Grunden er mig jo ukendt, men jeg formoder paa Grund af manglende Sammenhold mellem de Mennesker, som oprindeligt stod, trods al ydre Modstand, solidært sammen om en fælles Ide.) naar nu hele denne Plan synes at være skrumpet ind til en for mit Syn mere tilfældig Udstilling, hvor der end ikke findes fuldgyldig repræsentation hverken af de Mennesker som samarbejdede om Linien eller Cobra, Helhesten o.s.v. Naar man har udeladt Mennesker som har kæmpet hele deres Liv for en Ide og stadig kæmper, og som har øget det danske Kunstlivs Anerkendelse ud over Landets Grænser, ja, saa kan jeg kun sige at det er mig en meget stor Skuffelse at mødes med dette som et første Indtryk af det danske Kunstliv og Samarbejde mellem Kunstnerne efter at jeg i ca. 20 Aar har været om man kan udtrykke det saaledes, frivilligt tvunget til at leve fjernt derfra. – Jeg vil være Dem meget taknemmelig dersom De, saa snart det er Dem muligt, vil oplyse mig, saa vidt De kan om Grundene til at Deres forrige Udstillingsplan nu er opgivet og til at væsentlige Kunstnere af min Generation ikke er repræsenterede. Før jeg kan give mit endelige Svar paa Deres Invitation synes jeg, at jeg for at handle ansvarligt og bevidst, er nødsaget til at bede om Oplysning om det som er foregaaet i denne lange Tid og som har resulteret i det nu foreliggende Program. I Haab om snart at høre nyt herom
Venligst Sonja Ferlov Mancoba

Fakta

PDF
Brevudkast
Datering i brev.
Paris
København
Ferlov Mancoba arkivet.