Introduktion

Sonja Ferlov Mancoba
A l'écoute du silence. Hommage à Steingrim Laursen

I databasen over Sonja Ferlov Mancobas breve er publiceret et udvalg af breve til og fra kunstneren samt udvalgte manuskripter og notater. Brevene i databasen er udvalgt fra Ferlov Mancoba arkivet, ejet af Estate Ferlov Mancoba og deponeret på Statens Museum for Kunst. Arkivet består af de efterladte arkivalier fra kunstnerfamilien Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), Ernest Mancoba (1904-2002) og Wonga (Marc) Mancoba (1946-2015). Det omfangsrige arkiv består af breve, tryksager, bøger, fotografier og varia.

Gå direkte til søgning

Den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba er en central kunstner i dansk modernisme. Hendes skulpturer er udtryk for en fordybelse i menneskets eksistentielle og kulturelle kår. De er bærere af en utopisk tro på kunstens kraft til at bringe forandring til samfundet. Denne tematik har blandt andet rødder i hendes engagement med den revolutionært stemte surrealistiske bevægelse. I 1930erne var hun med i gruppen af kunstnere omkring tidsskriftet Linien. I efterkrigsårene deltog hun i udstillingsfællesskaberne Høst og Cobra. Ikke-vestlig visuel kultur, særligt afrikanske billedudtryk, er en gennemgående inspiration, som den også var for andre kunstnere omkring Høst og Cobra. Underliggende dette er et gennemgående fokus på menneskets eksistens og humanitet, som særligt træder frem i efterkrigstiden og frem.

Sonja Ferlov Mancoba knyttede ikke mange ord til sine individuelle værker. I brevene til familie, venner og samarbejdspartnere gav hun til gengæld udtryk for sit æstetiske og eksistentielle ståsted. Her udfoldede hun et kritisk samfunds- og kultursyn, som peger tilbage på hendes arbejde med skulpturen. Brevene giver endvidere indsigt i kunstnerens udstillingshistorik og institutionaliseringshistorie. Derfor er brevene en vigtig kilde til forståelse af hendes kunst.

Hovedparten af sit liv tilbragte Sonja Ferlov Mancoba i Paris. I 1939 mødte hun den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba og de to blev kærester. De blev gift i 1942, og i 1946 fik de sønnen Wonga Mancoba. Kunstnerparret arbejdede tæt sammen, og Wonga Mancoba voksede også op og blev kunstner.

Arkivet blev indsamlet i Wonga Mancobas sidste leveår og stammer fra ejendommen i Rue du Château 153, hvor familien boede og arbejdede fra 1961 og frem. Arkivet består for hovedparten af arkivalier daterbare fra denne periode, og i mindre omfang fra før Sonja Ferlov Mancobas ungdomsår. Herfra er væsentlige, men færre, arkivalier bevaret, formentlig pga. familiens omskiftelige tilværelse i Danmark og Frankrig.

Arkivalierne giver både indsigt i klassiske biografiske spørgsmål om hvem-hvad-hvornår og åbner op for andre betydningspotentialer. Sonja Ferlov Mancobas brev til fætteren Niels Ferlov (Sonja Ferlov Mancoba til Niels Ferlov, 12.12.1961) giver fx viden om det nyligt overtagne butikslokale i Rue du Château, hvor Sonja Ferlov Mancoba havde sit atelier frem til sin død i 1984. Sonja Ferlov Mancoba har ligefrem skitseret en grundplan i brevet. I brevvekslingen med Niels Ferlov finder man dog også en række breve, hvor Sonja Ferlov Mancoba fremskriver og forfiner sit syn på kunsten, historien og samfundet i en art uformelt og upubliceret manifest. En æstetik om man vil. Arkivalierne relateret til Sonja Ferlov Mancoba rummer således forskellige vidensniveauer og tolkningspotentialer i forhold til hende som kunstner. Dertil kommer de indsigter, de tilbyder i forhold til de tre kunstnere i fællesskab.

Sonja Ferlov Mancoba underskrev mange af sine breve ”EWS”, altså med familiens tre forbogstaver: E for Ernest, W for Wonga og S for Sonja. Hermed understregede hun, at de var fælles afsendere af brevene. I flere tilfælde modtager de breve stilet til dem alle tre under dette akronym, fx fra billedkunstneren Jan Groth som i 1969 legede med rækkefølgen og skrev ”Kære SEW” (Jan Groth 10.09.1969). I brugen af akronymet, både hos Sonja Ferlov Mancoba og hos hendes korrespondenter, ligger både en praktisk forkortning og et udtryk for menneskeligt og kunstnerisk fællesskab. Det kan ses i korrespondancen med billedkunstnerne Jan og Benedikte Groth, hvor der i brevene fremskrives en oplevelse af fællesskab som både handler om venskab og om oplevelsen af – og idealet om – et kunstnerisk fællesskab de to kunstnerpar i mellem og i forhold til en fælles opfattelse af kunstnerskikkelsen som begreb.

Det er i det kunst- og kultursyn, som kommer til udtryk i brevene, at man kommer tættest på værkerne med hensyn til et hermeneutisk fortolkningsprincip. Sonja Ferlov Mancoba omtaler sjældent sine skulpturer i deres karakter af enkeltværker, men derimod blot, at hun arbejder på ”skulpturen” i bestemt ental (fx Sonja Ferlov Mancoba til Knud Ferlov 19.03.1976 (brevudkast)). Der er tale om forskellige skulpturer, men de beskrives med ord, der understreger en kontinuerlig kunstnerisk praksis og stoflig udfoldelse. Det er i overensstemmelse med et kunstsyn, som Sonja Ferlov Mancoba også andetsteds har givet udtryk for. Et kunstsyn, hvor fokus er på det processuelle i arbejdet med skulpturen, og hvor det indholdsmæssigt er det store projekt, de overordnede perspektiver, som optager kunstneren. I et interview i 1970, udtalte hun således at ”Det der er væsentligt er ikke skulpturerne, men den fælles ånd, man prøver at udtrykke.”

Brevudvalget er også en kilde til indsigt i institutionaliseringshistorien omkring kunstneren. Således vidner en længere korrespondance, i forbindelse med arkitekten Robert Dahlmann Olsens arbejde med den første monografi om Sonja Ferlov Mancoba, om kunstnerens ambivalens omkring at blive beskrevet og hendes utilfredshed med Dahlmann Olsens fokus på værkanalyser. Hun finder det vigtigt, at der i teksten bliver taget stilling til kunstens rolle i den aktuelle kulturelle krise, og at der i mindre grad fokuseres på kunstneren og værkerne (Sonja Ferlov Mancoba til Godfred Hartmann 14.12.1970). En kritik fra kunstneren, som ligger i tråd med ovenstående ordvalg omkring ”skulpturen” og fraværet af omtalen af enkeltværker og deres betydningslag i brevene. I brevene vælger hun netop at fokusere på kunsten, kulturen og samfundets grundlæggende og aktuelle konstitution.

Der er i databasens brevudvalg mange flere spor og indgangsvinkler end her beskrevet. Blot har jeg ønsket at udpege nogle af de spor og karakteristika i stoffet, som jeg har hæftet mig ved i mit arbejde med at sortere, læse og endeligt udvælge breve til denne database. Korrespondancerne er et righoldigt materiale, og det er ikke, som det kan synes af ovenstående, et homogent materiale. Arkivet – både dette specifikke og arkivet som fænomen – er kendetegnet ved at være heterogent og ufuldstændigt. Det er ikke et sammenhængende narrativ. Hverken om kunstneren, kunstværkerne eller samtiden.

Mit håb er, at brevene vil blive læst og brugt både i forbindelse med kunstnerne og i andre kunsthistoriske sammenhænge. Blandt andet finder man i arkivet en invitation fra Kunstforeningen til Sonja Ferlov Mancoba om at deltage i en udstilling af værker af kunstnere, som ”…har stor betydning for dansk kunst i nyere tid.” (Kunstforeningen til Sonja Ferlov Mancoba, 8.12.1984). Af de inviterede kunstnere er Sonja Ferlov Mancoba eneste kvindelige kunstner. Et faktum, som er interessant udover Sonja Ferlov Mancobas oeuvre, fx i forbindelse med den aktuelle forskningsinteresse i kvindelige kunstneres historiske roller og muligheder. Offentliggørelsen af dele af Ferlov Mancoba arkivet i Kilder til Dansk Kunsthistorie udgør derfor et vigtigt bidrag til kunsthistorien med hensyn til såvel Sonja Ferlov Mancoba og hendes familie som forskningen i det 20. århundredes kunst som helhed.

Karen Westphal Eriksen